Coney Island

 

Coney Island

Turen går til New York, men derfor kan du jo godt tage til stranden – i New York altså

Du står midt på Manhattan, det er en solrig og varm sommerdag.
Du tænker: “Ai, jeg kunne godt lige bruge at tage til stranden!”

Og ved du hvad.

Det kan du sagtens selvom du er på storbyferie i New York. Det eneste det kræver af dig (ud over en god portion tålmodighed og et par pamol – forklaring følger) er en time med subway, så bringer toget dig direkte til Coney Island!

Selvom jeg ikke er fan, så skal jeg gøre mit bedste for at være objektiv omkring Coney Island.
I hvert fald i de første par afsnit. Herefter er jeg nødt til at lade min mening trænge igennem.

Men først lidt fakta om Coney Island.

Coney Island er en halvø som ligger i den sydlige del af Brooklyn. Du har stranden mod Atlanterhavet på den ene side af den berømte boardwalk, og på den anden side finder du Luna Park som er en forlystelsespark. Langs den lange boardwalk finder du masser af spisesteder og gøglere.

Coney Island

 

Hvordan kommer man til Coney Island?
Du kan let komme til Coney Island, du hopper bare ombord på en subway der står enten D,F, N eller Q på, så kører det dig direkte dertil.
Turen tager som nævnt en lille times tid fra Manhattan.

Og ja.

Du kan sagtens køre på dit 7-Day Unlimited Pass (metrokort), hvis du har købt sådan et.

Hvorfor tålmodighed og Pamol for at tage til Coney Island?
Jeg slæbte familien med til Coney Island for første gang i sommeren 2014 og vi (læs undertegnede) havde egentlig en plan om lige at få lidt luft under armene, og måske få dyppet tæerne i det kølige vand. Spise en god frokost og hygge os, inden vi tog et par ture i de vilde karruseller for derefter at tage “hjem” til Manhattan.
Sådan kunne det sikkert også have været, hvis vi havde fulgt min gode bekendte, Brenda’s råd om, at tage til Brighton Beach i stedet (her er ikke noget tivoli, men man skulle kunne gå derfra og ned til Luna Park – tivoliet).

Men.

Jeg ville gerne se, hvad Coney Island havde og byde på, og se what the fuss was all about.

Kort fortalt så er her larm, som i mega meget larm.

Larmen stammer fra musik der brager ud af barerne’s højtalere for fulde drøn. Så er der selvfølgelig Luna Park, som også spiller (spiller er en underdrivelse, de blæser musik ud af diverse højtalere) og det blev altså for meget for mig med sand, skrigende trætte unger der sloges, sure mødre, og musik for fuld drøn.

Så vi tog et par ture i karrusellerne, gik en lille tur og så tog vi tilbage til det – i mine øjne – fantastiske Manhattan.

Næste gang bliver jeg i nogle af New York’s mange pools, hvis jeg skal køles af.

Men nu kan det jo være jeg er en 40 årig gammel krage, som bare er ved at være et gammelt brokkehoved. Så du skal selv have lov at danne dig et indtryk, og meld da gerne tilbage hvad du synes om Coney Island.
Indtil du skal afsted, så læs på Tripadvisor andres anmeldelser af stedet.

Psst, Har du været en tur med svævebanen over East River til Roosevelt Island? Ellers kan det varmt anbefales!

 

 

Posted in Oplevelser Tagged with: , , ,