Jeg har mistet min bagage

Har du mistet din bagage

Ja det var mig. Mig der stod i JFK i februar og skreg “Jeg har mistet min bagage”

Kender du den der følelse af, at du mangler noget. Bedst som du er på vej ud af døren og på vej til lufthavnen, så er der noget i dig, som får dig til igen og igen, at gennemgå det du har pakket. Og selvom du tænker: “Jeg har det hele”, så slipper du aldrig rigtig følelsen af, at du HELT sikkert mangler et eller andet. Noget vigtigt.

Jeg kan berolige dig med, at du ikke er alene om den følelse. Jeg har det på nøjagtig samme måde. Også selvom jeg til dato (knock on wood) aldrig har glemt noget hjemme. Ej okay, der var lige dengang – før mobiltelefontiden – at jeg glemte mit kamera. Men bortset fra det, så har jeg aldrig glemt noget hjemme.

Jeg er også den der paranoide type, der pakker ALT mit makeup, tandbørste og tandpasta i min håndtaske. TÆNK nu hvis jeg mistede min bagage. Det ville være en katastrofe.
Igen. Jeg har aldrig mistet min bagage. Men jeg er så dybt afhængigt af alt mit dullegrej, at jeg ikke magter at miste det.

Frihedsgudinden

New York er stedet at miste sin bagage!

Tilbage til følelsen af at man mangler noget. Ville du føle du manglede noget, hvis nu – lad os sige – din bagage MÅSKE var i Berlin og du selv var i New York? Og ville du blive lidt træt af det, hvis du kom frem til hotellet, som både var booket og forudbetalt, og de så ikke kunne finde en reservation i dit navn? Jeg kan love dig for jeg blev træt af det. Ikke lige i momentet, men et par dage efter. For selvom New York er et mekka for shopaholics, så er det fandme godt nok alligevel lidt små træls at miste kufferten et eller andet sted på vejen fra København til New York. Det kan jeg lige så godt sige!

Onsdag den 4. februar, midt i arbejdstiden, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville invitere min søn med til New York i vinterferien. Det skulle være en mor og søn tur. Så jeg tjekkede lige op på priserne på flybilletter og hotel, inden jeg ringede og spurgte teenageren om han ville med (ja, det kunne jo være han havde planer, jeg ikke vidste noget om endnu!)
Overraskende nok var både flybillet og hotel i New York forholdsvis billig trods der kun var to dage til afrejse.

Metrocard til Subway

Fra lufthavnen til New York

To da senere tog vi til lufthavnen. Og af en eller anden ukendt årsag pakkede jeg for første gang nogensinde mit make-up ned i min kuffert. Jeg pakkede mine hue, handsker, halstørklæde og vores varme jakker i kufferten. I lufthavnen blev jeg dog enig med mig selv om, at jeg ikke kunne undvære min jakke i flyet. Jeg fryser tit på turen fra København til Berlin, Frankfurt, Amsterdam, London eller hvor vi nu end mellemlander henne. Jakken blev hevet op af kufferten og heldigvis for det. For et par film, et måltid mad og en lille lur senere stod vi i JFK lufthavnen i New York og ventede på vores kufferter. Og vi ventede. Og ventede. Altså alle sammen. Hele flyet. Ingen havde fået deres kuffert.

Efter en times tid blev det endelig bekræftet. Flyet var lettet i Berlin uden at have en eneste kuffert med ombord. Desværre vidste ingen HVOR helt præcist min mistede baggage var eller HVORNÅR den ville dukke op. Så efter papirerne (en PIR) var udfyldt kunne sønnike og jeg endelig forlade lufthavnen og tage til Manhattan. Vi hoppede ombord på et Air Train fra JFK denne gang.

bear zoo NY

“Ikke noget hotelværelse siger du!?”

Vi valgte at bruge de første par timer på Manhattan på at finde lidt tøj til næste dag. Der skulle også handles lidt dullegrej i Sephora inden vi satte kursen mod hotellet. Vi var i godt humør og synes ikke det var helt så slemt at have mistet vores bagage for man må jo shoppe for x antal kroner når man har en rejseforsikring. På vejen til Hampton Inn jokede vi lidt med at de nok ikke havde et værelse når vi endelig kom frem. Det skulle vi aldrig have gjort. For da vi ankom kunne receptionisten ikke finde vores reservation. Vi stod altså nu i New York, uden kuffert, uden vintertøj og tilsyneladende uden hotelværelse.

Jeg viste naturligvis receptionisten min bekræftelse fra Hotels.com men reservationen var ikke foretaget i deres system. De havde ikke noget værelse til os. Personalet hos både Hampton Inn og Hotels.com arbejde hårdt på at finde en løsning, og efter et par timer kunne vi smide os på sengen og glæde os over vi trods alt var i New York. Min yndlingsby nummer ét.

Nårh, måske jeg lige skulle fortælle at vi fik vores kufferter søndag (vi ankom fredag).

Papirarbejdet i forbindelse med at miste bagage

Da jeg kom hjem fik jeg gang i alt det papirarbejde, der nu engang er forbundet med at miste sin bagage. Jeg har haft nogle udgifter på diverse fornødenheder, og kvitteringer herfra blev scannet og vedhæftet de elektroniske papirer jeg skulle indsende til SOS International (som forsikringsselskabet samarbejder med). Det gik egentlig forholdsvis gnidningsfrit, men der gik knap 5 uger før jeg fik forsikringsbeløbet udbetalt fra forsikringen. Det synes jeg personligt er lige i overkanten, men okay… det var jo også midt i skiferie-sæsonen ; )
Sidenhen har jeg fået en voucher fra Air Berlin på 50 eur til min næste tur.

Budget info:
Flybilletten med Air Berlin kostede 4385,- kroner (med fantastisk connection)
Hotellet Hampton Inn på 35th st kostede 812,- kroner pr. nat

 

Tagged with: