Tøsetur til New York

Tøsetur til New York

Den perfekte tøsetur til New York må også gerne være andet end Sex And The City!

Uanset om du er på tøsetur til New York eller familieferie i The Big Apple, så husk på at New York City er meget mere end Central Park, Empire State Building, Frihedsgudinden og andre must see’s. Det er også byen, hvor man skal forkæle sig selv. Giv dig selv et par timer, hvor den står på dulleting i New York, det er jo trods alt byen der aldrig sover!

Nedenfor vil du finde anbefalinger, afprøvet på egen krop (naturligvis) til forskellige lækre butikker der tilbyder dullegrej og velvære. 

Pedicure og Manicure i New York

Lad mig starte med at anbefale en pedicure til de trætte fødder. Selvom du flittigt bruger subway, så går du også rigtig meget i New York! Og pedicure i USA koster en brøkdel af, hvad de gør herhjemme så forkæl dig selv lidt. Dine fødder er klar til mange ekstra kilometer efter sådan en tur.

Der er to neglesaloner jeg særligt kan anbefale. Den ene er:

Four Seasons Nail Salon på w35th st mellem 5th og 6th ave – 100 meter fra Herald Square. Her er en utrolig god stemning, lækker atmosfære og virkelig god service! I februar 2015 fik teenage knægten og jeg en skøn fodmassage, og jeg fik oven i det en manicure.  Jeg mener jeg kom af med omkring $40 incl. de obligatoriske 20 % i drikkepenge.

Den anden neglesalon finder du i Gramercy Park. Her ligger Sally Spa (du finder dem på 3rd avenue ml. 24th og 25th st.) Her fik min niece og jeg i 2014 et lækkert fodbad, en fodmassage, peeling af skinneben og fødder, filet negle og lagt den lak vi gerne ville. Herefter fik vi nogle fine små klip-klapper på med dimser ml. tæerne. Vi havde valgt at gå all in, så herefter kom turen til “kløerne” og de fik samme behandling som tæerne. Vi havde begge valgt at upgrade vores lak til en fransk lak, så det kostede lidt ekstra. Da vi var færdige sad vi med tæer og hænder i en tørremaskine og kiggede ud på gaden. Det var en hyggelig times tid vi brugte derinde, og det kostede kun omkring $30 per person incl. drikkepenge.

Manden kan i øvrigt sagtens tage med, hvis ikke du er på tøsetur og gerne vil have 50-60 km mere i hans fødder! Jeg slæbte min 13 årige knægt med sidste år for første gang, hvor han fik et lækkert fodbad med massage og han var VILD med det! Han skulle bare lige komme sig over det der med at svinge et sæt sure tæer op i hovedet på en yndig pige (man er vel teenager).

Eksklusiv Make-Up, tasker og andet lækkert

Det er selvfølgelig Henri Bendel jeg tænker på. Jeg elsker den bix! De har eksklusiv make-up, tasker, smykker ja selv hundeliner til små $298 men så er det også en flexiline med Swarovski krystaller.

Jeg har, siden jeg mødte Marc i 2010 kommet fast i Henri Bendel og købt mit make-up fra Laura Mercier. Sidste gang var der ingen Marc at spotte, men en fantastisk energisk og sød pige. En typisk New Yorker (dvs. tilflytter, har en roommate, dater masser af mænd men kan ikke finde Mr. Right, snaksalig og som hun siger : “I would starve myself for a pair of Chanels”.

“Pigen” tog sig rigtig godt af mig hos Laura Mercier i Henri Bendel. Hun svingede penslerne alt i mens hun snakkede og grinede og hun fik mig til at føle mig smuk både udvendig og indvendig.
En make-over er en af de gratis oplevelser New York byder på, OG… så er det sjovt. Du finder Henri Bendel på 5th Avenue (næsten lige overfor Apple Store, så du kan sende manden derover imens)

Billig shampoo fra bl.a. Sebastian

Finder du hos “min shampoo-mand” på W56 St tæt på 5th ave.
Jeg husker desværre ikke navnet på frisørsalonen, men den ligger tæt på Subway Fastfood Restaurant og trods den lille indgang, så gemmer der sig alverdens shampoo mærker derinde.

Sephora

Har du været i USA før, kender du sikkert Sephora, som er en lækker forfinet udgave af Matas. I Sephora kan du gratis blive medlem af deres Beauty Insider Club. For hver dollar du bruger derinde, optjener du point. For de point får du nogle lækre produkter/samples. Og det er ikke sådanne små fedtet nogle som vi kender herhjemme fra, nej det er noget man rent faktisk kan bruge. Der er 100 point gaver og 500 point gaver. Er der ikke lige noget af det du kan bruge, så gemmer du bare dine point.

Har du andre gode idéer til hvad der er at lave af “dulleting” i New York City, så hold dig ikke tilbage. Skriv endelig en kommentar. Del med os andre : -)

Nu er du klar til at tage tilbage til dit hotel og gøre dig klar til en aften i byen. Jeg anbefaler den fantastiske Roof Top Bar 230Fifth!

 

Posted in Shopping
One comment on “Tøsetur til New York
  1. Elsebeth says:

    Outlet shopping med Adidas, Nike og mange andre fede mærker findes for endestationen af 7’eren i Queens. Det ligger i en mall i Chinatown, hvilket giver det et ekstra krydderi, især hvis man går i supermarkedet, der er meget kinesisk!